Med støtte fra DIF og DGI’s foreningspulje kan Aalborg 89ers nu sætte gang i projektom at få amerikansk fodbold udbredt til hele Nordjylland med udbud af lokale træninger.
Aalborg 89ers har fået 117.494 kroner i støtte fra DIF og DGI’s foreningspulje. Med bevillingen kan vi se frem til at komme igang med projektet.
Jakob Zinck Thellufsen, cheftræner i Aalborg 89ers, ser især frem til at Aalborg 89ers nu kan få udbredt Amerikansk fodbold til flere unge mennesker.
”Vi har set at over de sidste 10-15 år er der blevet færre og færre klubber i Nordjylland, og der er lige nu ingen mulighed for at træne amerikansk fodbold nord for Limfjorden. Vi i 89ers er virkelig glade for at DIF vil støtte op om et projekt, hvor vi kan være primus motor for at udbyde træning andre steder end i Aalborg, så vi forhåbentligt kan få flere udøvere i sporten, og på lidt længere sigt kan få flere lokale hold”
I Aalborg 89ers glæder Jakob Zinck Thellufsen og de ca. 90 medlemmer sig over at kunne komme i gang med projektet – og forhåbentlig byde velkommen til en masse nye ansigter i foreningen.
”Vi har i dag vores daglige aktivitet i Dall Villaby tæt på City Syd i Aalborg, og her fortsætter vi selvfølgelig træning, og man er velkommen til at komme og prøve amerikansk fodbold der. Men det her projekt giver os en hel unik mulighed for at komme ud i hele Nordjylland, og komme tættere på alle de nordjyder, hvor det er langt at skulle køre ind til Aalborg hver tirsdag og torsdag. De endelige placeringer er ikke på plads endnu, men bliver lanceret så snart vi har aftale med de enkelte trænere og kommuner, men vores mål er at finde tre faste steder, vi kan tilbyde én ugentlig træning i amerikansk fodbold”
Støtter foreningsidrætten med 44 mio. kr. årligt
Aalborg 89ers har modtaget bevillingen på 117.494 kroner fra DIF og DGI’s foreningspulje, der årligt uddeler ca. 44 mio. kr. til projekter i idrætsforeninger. DIF og DGI’s foreningspulje kan støtte lokale projekter i idrætsforeninger, f.eks. til medlemsrekruttering, udvikling af nye aktiviteter eller løft af trænerkompetencer. Puljen kan søges om op til 300.000 kr., men langt størstedelen af puljens bevillinger ligger mellem 10.000 og 30.000 kr.
Puljens midler kommer fra de såkaldte ’Spillehalsmidler’, som Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og SF har afsat til lokalforeningspuljer til støtte for det frivillige foreningsliv i Danmark.
Om DIF og DGI’s foreningspulje
- Alle idrætsforeninger kan ansøge puljen · Puljen ansøges via Centralt ForeningsRegister på www.medlemstal.dk
- Mere information og retningslinjer for puljen findes på DIF og DGI’s hjemmesider
Kontakt:
Aalborg 89ers:
Formand: Finn R. Brandsen, 60235529, formand@89ers.dk
Cheftræner: Jakob Zinck Thellufsen, 40257511, jzt@89ers.dk
Puljeadministration:
Telefon (mandag – fredag kl. 10-14): 43262473
Email: foreningspulje@dif.dk