Efter vores wildcard kamp den 17. september meddelte NL holdets DC Jukka Rysgaard, at han havde besluttet sig for at tage en pause fra at coache klub Football. Det er ikke nogen hemmelighed at Jukka virkelig har sat sit præg på vores NL hold, specielt på Defense og Special Teams, hvor han har været Coordinator i de seneste to sæsoner. Derfor var det også en ærgerlig nyhed at modtage, men vi har stor respekt for den prioritering, som Jukka har foretaget.

Som nævnt har Jukka haft en meget stor betydning for hele 89ers organisationen. Jukka har med sin enorme football viden og sans for detaljerne leveret et utroligt flot stykke arbejde, hvad end det drejede sig om scouting reports, udarbejdelse af playbooks eller sikre sig at alle spillere blev bedre til hver eneste træning.

For at forsætte med den udvikling som Jukka har været med til at skabe, har det været vigtigt for HC Jakob Zinck at finde den rigtige efterfølger. Valget er faldet på en gammel kending i 89ers sammenhæng, nemlig Thomas Thomsen. Thomas har tidligere været både spiller, positions coach, Defensive coordinator og Head coach i 89ers. Jakob Zinck har udtalt følgende om skiftet på DC posten:
Jeg har haft 2½ gode sæsoner med Jukka som træner, hvor han har haft en stor rolle i at udvikle vores seniorspillere, og flytte ikke kun vores forsvar men niveauet i AaB 89ers, så vi i dag kan kalde os et top 5 hold i Danmark.

Thomas Thomsen var jo den der fik mig ind i hele amerikanskfodbold miljøet i Danmark, og gav mig chancen ”off the street” tilbage i 2013. Dengang var han head coach, og jeg udviklede mig til at blive defensivkoordinator inden for et års tid. Nu er rollerne byttet rundt, og det skal nok blive sjovt. Jeg glæder mig til at samarbejde med Thomas igen.

Vi har også snakket med den nye DC om hvordan det er at være tilbage omkring NL holdet i 89ers:
Jeg glæder mig til at komme i gang. Jeg har savnet at coache enormt meget de sidste to år, så jeg glæder mig til at komme ud og være sammen med spillerne 2-3 gange om ugen.

Jukka har gjort et flot arbejde med vores defense, de sidste par år, og det skal vi forsøge at køre videre på bedste vis. Det til trods, er jeg ikke Jukka – det ved alle vidst. Så jeg kommer til at sætte mit eget på defense, men med respekt for det der allerede er bygget op.
 

I hele 89ers organisationen er vi begejstrede for at have Thomas Thomsen tilbage i folden som coach for NL holdet. Thomas har gennem de sidste mange år haft en enorm betydning for hele klubben. Vi ved at Thomas er vellidt og respekteret blandt vores spillere, samtidig med han har en masse erfaring at bidrage med. Vi er derfor utroligt glade for at Thomas har takket ja til opgaven!

Vi vil endnu engang byde Thomas Thomsen velkommen tilbage og ikke mindst benytte lejligheden til endnu engang at takke Jukka for det store arbejde og de mange timer han har brugt på vores spillere og klub!

Vi glæder os til sæsonen 2018!