Da spillerne i AaB 89ers for nylig tog hul på sæsonen 2022, var det til nyheden om, at den hæderkronede gamle klub i løbet af 2022 løsriver sig fra AaB efter mange års samarbejde og vender tilbage til rødderne under navnet ”Aalborg 89ers”
I den forbindelse får vi nyt logo som offentliggøres inden for kort tid.
Siden nytår har den afgående bestyrelse og andre medlemmer af klubben arbejdet hårdt og målrettet med stiftelsen af den nye klub og nu ser det ud til at lysne. Der er etableret samarbejde med Aalborg Kommune om at finde klubbens hjemsted og flere adresser har været i spil, men nu ser det ud til at jagten på et hjem snart giver pote. Vi håber at vi inden for kort tid kan offentliggøre Aalborg 89ers base for amerikansk fodbold i Aalborg, hvor vi vil glæde os til at byde både nye og gamle medlemmer velkomne.
Indtil videre trænes og spilles der fortsat på de eksisterende baner på Hornevej 2.
”Vi har i bestyrelsen i 89ers indset, at hvis vi skal udvikle vores klub yderligere og bringe den op på et højere sportsmæssigt niveau, så skal vi væk fra AaB paraplyen og ud at stå på egne ben. Heldigvis har vi den fulde opbakning fra vores medlemmer og nu er løsrivelsen så en realitet” siger bestyrelsesformand Finn Rahbæk Brandsen.
Yderligere oplysninger fås på:
Bestyrelsesformand Finn R. Brandsen
E-mail: formand@89ers.dk
Tlf: 60 23 55 29